Pædagogiske overvejelser

20 dage tilbage i Danmark og så bliver resten af året 2014 tilbragt på Filippinerne...

Synes tiden er fløjet afsted. Hvor blev de 100 dage af? I begyndelsen var det et eventyr og stor glæde over at man havde taget valget. Nu har jeg ikke rigtig lyst til at tælle dagene mere? Sidder med en kæmpe glæde indeni over, at jeg får muligheden og kan komme ned og opleve noget HELT andet, men samtidig sidder den anden halvdel af mig og tænker, hvorfor tog jeg dette valg? Har selvfølgelig gjort mig en masse overvejelser omkring det hele.

Jeg ønsker jo at komme ned til et eventyr, til noget "HELT andet" og ikke mindst få en masse redskaber jeg kan tage med mig hjem igen. Ikke bare personligt, men også fagligt. Jeg håber, at den dag jeg skal hjem igen, på en eller anden plan, har gjort en forskel. Siger ikke jeg vil redde hele Filippinerne, men hvis jeg får chancen for at gøre en forskel, yde en ekstra indsats, dele ud af glæde og kærlighed, så tager jeg den!
Så håber selvfølgelig det bliver mit livs oplevelse på godt og ondt.

Den største faglige udfordring tror jeg bliver det verbale sprog. Kommunikationen til børnene og vide hvad de ønsker, bliver en udfordring til den relation jeg rigtig gerne vil skabe til dem. Hvis et barn kommer grædende eller vil fortælle noget og ikke kunne forstå hvad barnet vil fortælle, bliver nok den største udfordring af dem alle.

Den største personlige udfordring tror jeg bliver savnet til dem herhjemme ♡ 
Har før været langt væk hjemmefra, men varede kun i 6 uger, så 6 måneder, plus juleaften og nytår, bliver en udfordring. Derudover tror jeg også en udfordring som forurening og renlighed bliver personligt eller rettere sagt, noget man lige skal tilvænne sig. Mere trafik, bilos, kryb, rent vand (der ikke bare kommer ud fra hanen) og deres mad. Tror det er et spørgsmål om at vænne sig til deres livstil og måske ikke være så sart. Vi i Danmark, kan tænde for vandet og lade det løbe, det rent vand? Som andre betaler for og knokler for at få - noget så simpelt!

- Generelt fattigdom og forskellen på at være rig og fattig. At se gadebørn, som ikke er normalt i Danmark, bliver også en stor udfordring for mig personligt, tror jeg! At "se på", ikke at kunne gøre så meget ved det - ikke at kunne redde dem allesammen? Det bliver hårdt fordi, det at se det med egne øjne, bliver virkelighed lige pludseligt. At tage tingene for givet og være taknemmelig for det man har.

Min største bekymring er dengue myggen!! Jeg kan slet ikke have, at en myg kan flyve rundt med dengue feber og smitte folk, som kan blive i værste tilfælge alvorlig syg eller dø. Jeg ved jo godt jeg ikke dør, men jeg ved at hvis jeg ser en myg, løber jeg SKRIGENDE væk og hvis jeg bliver stukket, kommer jeg KUN til at tænke på om jeg har fået dengue feber i døgndrift! Bliver stor-forbruger af myggespray!
Og hvis nu man bliver ramt, hvad så? Skal man så blive sendt hjem og afslutte sin praktik? Så bliver det ikke et valg du selv kan tage, men et spørgsmål om hvad der er sikrest for dit helbred!
Så er der selvfølgelig også naturkatastroferne, men det er faktisk ikke min største bekymring? Burde det være det?
Og efter at have været på grænsebryderkursus, med VNT, og rørt en fugleedderkop, er jeg overbevist om at så længe de loddende kryb holder sig på den anden side af mit flue net, så gør de mig ingenting - om ik' andet, har jeg fået lavet en aftale med min kommende roomie (han skal nok få dem fjernet - han er jo en fyr ik'?) ;) hihi

Det, jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er, at du først og fremmest ser anderledes ud. Du er hvid, du har lyst hår, du er meget rig i forhold til hvad deres gennemsnits indkomst ligger på og for så at sige vi kommer fra et "lykkeligt land"? Er generelt dårligt til at have det godt i mig selv, hvis folk glor og ser mig anderledes. Jeg ved godt jeg er hvid og har lyst hår, men så har de også set det og så er det ude af verden. Tænker de ser os meget rige og der er nok nogle der vil prøve at snyde sig frem til et par kroner og øre, hist og her. Men håber ikke det bliver et besættelse af at skulle være dansker på Filippinerne.

Det, jeg kommer mest til at savne bliver nok min familie. Min kæreste, som jeg har været sammen med i over 3 år, sover med hver dag, under samme dyne, der giver tryghed og kærlighed, til forskel for at skulle sove alene og dele hus, toilet, køleskab med nogle du ikke kender. Min hund, der kun lige er fyldt 1 år, som gør en trist dag til noget bedre. Min mor, som jeg er tæt knyttet til og man kan snakke med, om hvad som helst, når som helst og lillesøster som jeg skal være storesøster for? Det bliver skype med tidsforskel, planlægning og en hel del gå på mod uden hundemøsser, uden kæreste, uden mor og søster. Må klare fodmassagen på egen hånd ;)

Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket mig selv ikke mindst. Både personligt og fagligt. At jeg personligt er mindre sart, tager tingene mindre forgivet og værdsætter dem. At jeg som pædagog får styrket min viden og faglighed til at kunne blive den pædagog jeg lige netop gerne vil ende med at være.