En institutionshverdag skinner solen på den 30 minutters gåtur derhen, hvor man er badet i sved og med din hvide hud, giver opmærksomhed og en hel del "goodmorning Mam". Så møder man ind til glade smilene unger og Camelida, hvis smil der smitter, selvom hun ingen tænder har i munden. Når sveden ikke hagler af én og aircon er sat på speed, begynder vi at give ungerne et bad, tjekke dem for lus og give dem deres Rise Above uniformer på. Når klokken så nærmer sig 09, begynder teacher Nida med sin undervisning og fra 9:30 får vi så de små, der er for små til at holde koncentrationen. Med dem øver vi bogstaver eller maler i malebøger. Kl.10 får de lidt legetid indtil de skal vaske hænder og spise frokost omkring 10:30 og derefter en legepause igen efter de har børstet tænder. Det er ikke alle der selv kan børste deres tænder, så derfor er det rigtig vigtig vi hjælper dem. Tror det er de færreste der gør det dagligt, som tydeligt kan ses på deres tænder og Nida hjælper ikke, så derfor er det godt vi kan. Klokken 12 skal børnene lægges til ro på et tæppe og se en film og når filmen slutter, kommer de i deres eget tøj og leger indtil de bliver hentet af deres forældre.
εïз
Min største udfordring i hverdagen på institutionen er at man som "pædagog" ikke foretager sig noget hernede. Intet sammenlignet med Danmark i hvert fald. Det som om de har ansatte til ALT hernede og endda flere til det samme, men alligevel som i den betragtning af, at de ikke foretager sig noget. Det hårdt for mig "bare" at glo, og sidde på min flade når der f.eks. Er undervisning eller se Disney film med dem. Det er ikke fordi jeg ikke forstår deres kultur, men fra den kultur jeg kommer fra, er det ligefrem dovenskab og man må selvfølgelig med lidt viljestyrke og fantasi skubbe lidt på og mødes på havvejen og finde en god balance gang.
Som sagt er det utrolig vigtigt at vi er der til at hjælpe dem med at børste tænder, tjekke lus osv. I begyndelsen også at fortælle dem, at de skulle vaske deres hænder, men det kan de nu helt automatisk uden vi siger noget til dem, fordi de ved de skal :-)
Så alt i alt, kræver det en helt masse tålmodighed og forståelse, for hvordan Rise Above Centret håndtere deres unger, men også hvordan Filippinernes arbejdsmåde generelt fungere på. Det er ikke alle praktikpladser/institutioner der tilgodeser at man tager en unge op, for at trøste barnet, når det græder. For det er ikke deres normer og måde at "opdrage". Hvor er omsorgen så henne?
...Jamen den er der, men bare på en anden måde. Det er disse kulturforskelle man lære at kende med tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar