Institutions pædagogik

På Rise Above Centret, er det kun Nida og Camelida, som arbejder på centret. Camelida er som sagt vores skønne "køkken-dame" på 54 år, der laver mad, gør rent og bor på Centret. Camelida er ikke uddannet, men børnene har respekt for hende, når de skal sættes på plads og ikke gider høre efter hvad vi danske studerende prøver at fortælle dem ;) Hun er en fantastisk omsorgsfuld dame, der tager hånd om det hele. Et varmt menneske med stort hjerte og smil, selvom hun kun har to hjørnetænder i overmunden. Hun minder mig om en trold eller hekse-dame. Hun kan ikke tale engelsk og forstår kun små basale ord, som "ja" og "nej". Nida derimod har taget uddannelsen som lærer, men fik aldrig taget den afsluttende eksamen. Man kan ikke sammenligne deres arbejde med pædagogik, men hvis man skulle nævne hvilken faggruppe deres arbejde ville være i Danmark, ville det nok være noget i nærheden af Camelida, som kok/køkken-dame/rengøring og Nida som lærerinde. Her på Filippinerne findes der ikke pædagogiske uddannelser. Man kan godt være frivillig selvfølgelig, men det er nok lærer eller socialworker, som er det nærmeste der kommer på pædagog. Man skal have en basal skoleuddannelse for at blive noget som helst.

Der er på ingen måde nogle læreplaner man arbejder efter. Der er ingen forklaringer på deres handlinger, aktiviteter og relationer i forhold til børn og brugere. Børn på Filippinerne er som sagt meget overladt til dem selv. Man går ikke ind og hjælper med at skabe relationer, sætte aktiviteter igang eller hvad der ligner det pædagogiske arbejde. Man lære dem engelsk, fortæller at de skal spise, slappe af eller rydde op. Der lægges altså mest vægt på at børnene skal lære engelsk fra alderen 3 år, at man kender de basale sætninger, religion og venlighed. Det er mangel på materialer, der gør børnene selv må finde på hvad de vil lave/lege og mangel på skolematerialer, der gør at man ikke som sådan udvikler eller sætter krav og retningslinjer for hvad børnene skal lære/kunne. Man lære med det man har. Det gør selvfølgelig indtryk på mig, hvordan man kan handle uden en handlingsplan og lade børnene være så selvstændige. I Danmark er vi gode til at sætte retningslinjer på alt. Sukkerpolitik, renlighed og at de efter en bestemt alder skal igennem nogle læringsplaner, for ikke at snakke om deres læringsmiljø. Her er læringsmiljøet det mindste man tænker på. Man er taknemmelig for det man har/får. Børnene spiser deres ris hver dag og brokker sig ikke over de ikke kan lide maden, som danske børn ville gøre. Vi har muligheden for at vælge hvad vores børn skal have, spise, hvordan deres læringsmiljø skal være og hvilken institution der passer bedst. 

Læringsmiljø

Læringsmiæjøet er den kontekst, som læringen foregår i. På undervisningsministeriets hjemmeside står der en beskrivelse omkring læringsmiljøet i Danmark. Der står bl.a. At de fysiske rammer, økonomiske forhold m.m. har invirkning på læringsmiljøet. Disse konkrete forhold kendetegner og har betydning for, et godt læringsmiljø. Det er klart at de fysiske rammer gør sig gældende på Rise Above Centret, sammenlignet med andre institutioner på Filippinerne. Men samtidig gør de økonomiske forhold sig gældende, til at læringsmiljøet altid kan forbedres. Men Centret har et "godt klasseværelse" hvis man kan kalde det det. Der er tal og ord de lære, som hænger over det hele. Ligeledes har de et "soverum", hvor der hænger stjerner og skyer. Så rummene er indikeret godt. 

De går meget op i venlighed i den filippinske kultur, så derfor lære man børnene fra de er helt små med at snakke pænt til hinanden. F.eks. "Share with others" kan børnene godt lære af, da der nemt kan opstå konklikter omkring at dele legetøjet på institutionen. 

Disse ophæng var nogle vi fandt i en papkasse, som selvølgelig også skulle op på væggen til brug, så børnene har nemmere ved at huske de engelske ord: farver, ugens dage, dyr, tal ect. 

Vi har været med til at lave tal rundt om tavlen, så børnene lære at tælle til 100 på engelsk

3 temaer

I samarbejde med min specialiseringsrapport har jeg valgt at arbejde med 3 temaer ud fra nogle observationer jeg har gjort mig: Omsorg, miljøets påvirkning (herunder selve det miljø de kommer fra, deres læringsmiljø, samt hygiejnemiljø i hverdagen) og inklusion. Mine observationer bygger på, at børnene puttes og skal "lære" at slappe af, da de ikke er vant til den slags og kommer fra et hårdt miljø. (Altså ikke efter den danske opfattelse af hvordan man puttes) - Herunder måske sammenligne nogle kulturforskelle på, hvorfor det vigtigt at man i Danmark skal sove til middag og hvorfor det vigtigt at man lære at ligge til ro på den filippinske måde. 

Omsorg

Et grundlæggende tema i pædagogisk arbejde er at yde omsorg. Som observationen viser kan det at yde omsorg gøres på mange forskellige måder, alt efter hvordam man forstår omsorgsbegrebet. 

Pär Nygren, som er professor i psykologi og socialt arbejde, har i sin bog "Profesjonelt barnvern og barneomsorg" givet et bud på børn generelle omsorgsbehov og opdeler disse i tre hovedpunkter: Behovsomsorg, opdragelsesomsorg og udviklingsomsorg. Disse er tæt forbundet og kan ikke adskilles, så man sikrer sig at man kommer rundt om alle behov for barnet og får et helhedssyn på barnets omsorgssituation. Om disse behov varetages på en god og udviklende måde, vil variere alt efter hvilken kultur du har med at gøre. 

Behovsomsorg bruges på Rise Above Centret, da målet med behovsomsorg er, at bidrage til barnets væsentlige behov bliver tilfredsstillet. Her er det barnets grundlæggende behov som enæring, søvn, påklædning, hygiejne m.m. Som vi som pædagogstuderne hjælper med til. 

Opdragelsesomsorg bliver brugt til, at barnet klarer at tilfredsstille egne socialt acceptable behov, som bidrager til at barnet lære at tage vare på sig selv, når barnet bliver i stand til at realisere et meningsfyldt liv i et bestemt samfund og kultur. Det er også her man som voksen bidrager til barnets sociale integration i samfundet. Her synes jeg bestemt man ser  en anderledes opdragelsesomsorg afhængig hvilken kultur du befinder dig i. I Danmark lære vi vores børn at tage vare på sig selv, set ud fra den danske kultur, normer og værdier, men håndtere "omsorgsbegrebet" forskelligt. På Filippinerne bruger man opdragelsesomsorg set ud fra den filippinske kultur. Man lære også børnene at tage vare på sig selv, men på en mindre "pylret" måde. Man lader børnene græde, i stedet for at trøste. Man lære børnene en hel del selvstændige ting i en tidlig alder og på en lidt "barsk" måde, set med danske øjne. 

Udviklingsomsorg retter sig mod fem hovedoråder: 

- Social udvikling: som er barnets udvikling af social kompetence. 

- Psykosociale udvikling: udvikling af egne følelsesmæssige forhold til sig selv og andre personer.

- Kognetiv udvikling: perception, erkendelse og tænkningen. 

- Fysisk og motorisk udvikling: udviklings af bevægelsesapparatet m.m.

Målet med udviklingsomsorg er, at støtte barnet i at udvikle forudsætninger for at kunne realisere et for barnet meninsfyldt liv. 

...Dette kan uddybes i Ida Schwtars bog: "Social pædagogik og anbragte børn", 2001, side 147.

Den pædagogiske rolle 

Omsorg forstås forskelligt alt efter hvilken kultur du kommer fra. Socialt udsatte børn er lige så forskellige som alle andre børn. De har forskelige livsbetingelser, forskellige problemer og derfor forskellige omsorgsbehov. Der er ikke noget forældresamarbejde på Centret. Børnene bliver sat af og hentet af os studerende, teacher Nida eller Mad-mutter Camelida, der henter barnet. Der er en klar regel om forældrene ikke kommer med ind, for så begynder barnet at græde og derfor vil man undgå dette. Det klart de forskellige institutioner på Filippinerne, inklusiv Rise Above Centret ikke har "pædagoger" og derfor er der ikke rigtig nogle der i praksis skal følge børnene i deres sociale kompetencer eller lege med dem, støtte dem, være der for dem, snakke med dem, på den måde vi gør i Danmark. Men det klart at man alligevel her på Filippinerne får en anden ydet omsorg, der gør det fungerer. Men hvis man vil bryde den negative sociale arv, kræver det en målrettet indsats, der imødekommer det enkelte udsatte barns behov for omsorg og dette er der mindre fokus på, i et land som Filippinerne.