Midtvejskrise!

Her på Filippinerne går nogle af dagene som en krig... Regntiden hernede kan mærkes og når solen ikke er der til at skinne, kan alting godt virke mindre fedt. Man har nemt ved at udtrykke al det triste og negative her på Filippinerne og hvor meget man glæder sig til at komme til Danmark...
Hvorfor har man det sådan?

Der er skrald, afføring, dyr og børn over alt. Det sker ofte, at du bliver nød til at holde vejret, for ikke at kaste op, fordi du går forbi den klammeste lugt af affald, hundelort, bræk eller bare dårlig lugt. Man bliver nød til at være en hård skal, for ikke at stoppe op eller kigge ekstra på den tynde hund, der uden pels og fyldt med sår, går og leder efter mad. Eller de mange gadebørn der hiver i din arm, fordi de vil have penge. Og for ikke at snakke om de utallige mange biler/taxaer der dytter konstant, fordi det er deres måde for at sige "her komme jeg, se mig", men man får bare rigtig hurtig følelsen af at blive irriteret og især når en taxamand dytter 10 gange for at sige "skal i have en taxa?". De anser hvide ikke kan gå på deres ben eller bede om en taxa, selvom man har arme. Trættende!

Jeg er fyldt med sørgmodighed over fattigdom og dyrevelfærd hernede. I Danmark fungere tingene anderledes og det er som om der ikke går et minut, før man sammenligner. Kulturforskellen er enorm og alle Filippinere bebrejder regeringen, men på den "tys-tys" måde. Filippinerne er et rigt land, men de bruger ikke deres penge på at forbedre landet økonomisk. Nogle siger endda, at når folk sender penge ned til naturkatestrofe-områder, kommer pengene aldrig ud til de ramte familier med ødelagte huse osv. Pengene bliver hos de rige.. Det er sørgeligt, hvis det er sandt og på alle måder uretfærdigt. Men dem der giver sig mod til at sige det til os "turister", fortæller den samme historie med et suk, der virkelig gør mig trist og rasende over, hvorfor nogle sidder på deres "regering" og er ligeglade med andre. Så er vores snak i Danmark, om hvilken regering og utilfredshed overfor den, hvis en bagatel i forhold til her.

Mine bekymringer går oftest på, hvor ærgeligt det er, når der er noget jeg ikke kan finde ud af. F.eks. Om min computer er istykker, hvorfor der er lukket for vandet i 4 timer på en onsdag eller hvor surt det er, når jeg ikke har penge til shopping. En fattigs filippiners bekymring går på, hvornår der igen kommer mad på bordet og om børnene ender med at være prostituerede.

Vi er forkælet i Danmark! Jeg er forkælet! Og jeg skammer mig tit over, hvor stort et brokkehovede man kan tillade sig at være her.

Jeg er overdrevet træt i hovedet. Det virkelig hårdt, men hold kæft, hvor er det godt, at jeg er her. For børnene på min praktik, for familierne der er taknemmelige med lidt hjælp og for den virkelighed jeg ser, som ikke findes i Danmark. Det er vigtigt, at vi er en flok danskere der brænder for at gøre en forskel for nogle, alle disse børn.

Der er mange steder på Filippinerne, hvor man ikke prioritere dyrevelfærd og anser nok ikke dyr på samme måde som i Danmark. Aben oven over er én af de mange dyr, som er lænket fast og har ikke særlig meget plads at bevæge sig på, en hverdags beskæftigelse der skær i mit hjerte og hvis jeg tænker nærmere over det med øjne på de forskellige dyr der lider, vil jeg græde. Så nogle gange har man ikke lyst til at være øjne til virkeligheden hernede og må ignorere de barske ting, for ikke at tage det ind på livet. 

Svært at se, men der gemmer sig små kyllinger inde i burerne, som jeg går forbi hver dag, på vej til min praktik.

Et gadebarns "liv". Har svært ved at sætte mig ind i hvad filippinere for tingene til at gå med, især når de bor på gaden. Livet på gaden er barsk og langt fra den virkelighed jeg kommer fra. Børnene hernede tilbringer deres tid klods op af hverdagstrafik og bilos, sælger gadesalg, som vand, lightergas, klude eller lign. For at få en krone eller 2. Forstår ikke, at de overlever hverdagen på dette og kan se meningen med livet. Tror ikke jeg kan sætte mig ind i hvad de går igennem og så alligevel lidt. 

Der er rigtig mange tigger-børn og møder næsten nogle hver dag. Man bliver desværre nød til at være lidt hård og kontant, fordi de bliver ved og min mening til at give dem penge, er forkert, for så bliver de ved. Hvis du har noget mad eller drikke, kan man selvfølgelig godt give dem det og har jeg også selv gjort. Tage rester af ens mad, fra en Cafe eller lign. Med til nogle der bor på gaden, de bliver jo lykkelige. 

Forleden var jeg i Colon, downtown. Virkelig slemt sted i forhold til Cebu. Lidt mere by-liv, gadesalg af billige vare osv. Her så jeg en knægt på lige knap 3-4 år, sidde og ryge et skod af en cigaret og en anden i sine teenage år, sælge klude til folk i jeepneys. Her er det jeg tænker, at de burde opholde sig et trygt sted på en daginstitution eller ungdomsklub og hygge sig, være barn, som andre børn gør i Danmark. Jeg tænker hvor taknemmelig jeg er, hvor priviligeret vi er, hvor rigt Danmark er og hvor frygtelig virkeligheden og livet kan være andre steder i verden. Gør lidt ondt på mig, når man allerhelst vil tage disse børn med hjem og give dem det, man synes de behøver. 

Lidt lækkert kød direkte ud til gaden - var det noget? 

Hvis man har det stramt i en metro, klokken 08 om morgen i København, så prøv en Jeepney ;-) Der sidder man rigtig tæt med sved ned af kroppen. Her er der altid plads til en numse mere, om så man skal sidde halvt oven på hinanden!