Mie på Filippinerne: Den sidste uges tid

Enden er ved at være nærd og min roomie Signe skal hjem i næste uge. Derefter bliver det min tur og så er de 4-5 måneder alligevel gået stærkt. Den sidste uges tid har vi hygget ekstra meget på Centret med børnene og med de andre tøser vi hænger ud med! De fra Jylland og jeg København, så det bliver jo ikke så meget man ser til hinanden når man kommer hjem til kolde Danmark. Og hvem ved om jeg ser vores kære børn igen?

Men vi har fået hygget rigtig meget! Vi har bl.a. været i et kvindefængsel - "Operation 2 chance". Der fik vi snakket med lederen, hvor hun fortalte lidt om reglerne, som ikke er så hårde - i forhold til andre fængsler. Fængslet består kun af kvinder i alderen 18 år og op efter. De sidder enten og venter på en dom og derefter skal flyttes eller også sidder de for 3 år og nedad. Kvinder der har gjort større forbrydelser el. får mere i dom, bliver forflyttet til Manilla. Kvinderne må få besøg hver dag i en bestemt tid, hvor familierne må komme med mad til dem. De har alle ens tøj på, bestående af sorte bukser og gul t-shirt. Til daglig laver de hjemmelavet smykker eller tasker, så de har noget at beskæftige hjernen med og tankerne af savnet til familien. Deres celler, er der 2 delte køjesenge, men fyldt op med 6-8 stk. på værelserne. Fremtidsplaner er at have 3 delte køjesenge. Dvs. du har ikke dit eget space på noget tidspunkt rigtigt. Kvinderne har begået kriminalitet som at stjæle, stoffer og mord og går frit blandt hinanden, når det er eftermiddag. Hvis man er under 18 år, kommer man i et ungdomsfængsel. Der er sat regler op på væggen til dem, så de kan se hvad der skal ske hver time, hver dag. De bliver f.eks. tit talt - også om natten.

Ikke langt fra fængslet er der ligeledes et drenge fængsel, hvor man kan se dem danse "prison dance" sidste lørdag i hver måned. Kvinderne kan ligeledes tage sig nogle uddannelseskurser, så de kan komme væk fra kriminaliteten. Det ses ofte, at de samme indsatte kommer igen efter nogle måneder på udgang, da fængslet er meget "hjemligt" for dem. De fleste bor alligevel på gaden og har ikke råd til mad, så at have et sted at sove, tag over hovede og mad hver dag, medfører at selv en gravid, prioritere at gøre noget kriminelt, så man kan komme ind og sidde, føde under ordenlige omstændigheder, da stort set alle fødsler sker hjemme. Det koster at føde på et hospital. Kvinderne er opdelt i seksualitet, som ment på den måde at de lesbiske har en afdeling for sig selv. Dette finder de vigtigt i forhold til at ingen forhold må opstå i fængslet. Vi måtte desværre ikke tage billeder, så kan ikke vise jer det. Men spændende at se!

Derudover har vi lavet en masse projekter, leget nogle sjove lege med børnene i praktikken og er super glad for den tid vi har været her, selvom den også har været hård. Kan mærke det bliver hårdt at skulle sige farvel til dem, fordi de til sidst fik åbnet sig op overfor os - nogle var så generte, at de havde hovedet nede i bordet. Nu kommer de løbende hen til os hver morgen, giver os et kæmpe kram og siger "goodmorgning Até Mie" eller mere "Até Mii" :p

Relationerne er vokset og ville allerhelst tage dem allesammen med hjem i kufferten, så jeg kunne blive ved med at se dem. Vi har ikke kunne forstå deres sprog og de forstår meget meget lidt engelsk, men alligevel er der noget, som er bygget op på trods at sprogbarrieren.