Inden hjemrejsen
Hvordan præger min danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet?
Det klart at du har en masse redskaber med fra Danmark, i de 2 år man har været på pædagoguddannelsen, både redskaber teoretisk men også i praksis, fra ens to andre praktikker. Det har gjort at man er bedre udstyrret med nogle faglige kompetencer, som man bruger i praksis på en praktik på Filippinerne, hvor de eneste kompetencer der er, kommer fra os studerende. Sprogbarrieren er en udfordring, men så er vi heldigvis udstyrret med kropssprog og pictogrammer, der har gjort at børnene bedre forstår os og fremover ved, at nu skal de vaske hænder inden de får frokost, for det er de blevet fortalt og vist fra os. De kan selvfølgelig en smule, der videregiver det til handling, som de mindste så lære, da de ingenting forstår. Det hårdt når man ikke forstår deres sprog og de så gerne ville fortælle en noget, om de glade eller kede, så det bare en kæmpe udfordring, der spiller en stor rolle i at skabe relationen til dem, men det kan lade sig gøre til sidst.
Derudover er der en masse kulturforskelle, som man har med i baggagen, da man som dansker f.eks. yder omsorg på én måde, men på Filippinerne, på en helt anden måde. I Danmark er det vigtigt vi er der for børnene, støtter dem og trøster dem. På Filippinerne er det meget normalt at lade et barn sidde alene og græde, fordi de mener at trøst ikke hjælper på barnets gråd. Det er selvfølgelig noget jeg har valgt at se bort fra og trøste alligevel, som gør at de holder op med at græde og kan mærke ens nærhed og tryghed. Disse udfordringer som sprogbarrieren og dilemmaer om du skal trøste barnet eller indordne dig efter den filippinske kultur, er problemer som opstår på alle praktiksteder og udfordringer man bare på tage med. Selvfølgelig lære vi deres kultur at kende, men de lære måske også noget af vores kultur.
Hvad har du lært om dig selv?
Jeg har lært af mig selv, at man bliver nød til at have tålmodighed, når disse kulturforskelle spiller ind. Man kan ikke bare hoppe ind med alle sine faglige redskaber og kompetencer, om at vise hvordan vi gør det i Danmark. Der skal tålmodighed til at lære deres kultur at kende, slippe sine fordomme om det bekrivende- og det komplekse kulturbegreb. Det beskrivende kultubegreb er den kulturforståelse, som de fleste anvender til dagligt. Når vi møder mennesker, som vi føler os forskellige fra og når vi rejser til andre lande. Kultur er jo som afgrænset enhed, der ofte føler nationens grænser og bygger på ideen om fælles normer og værdier. Det beskrivende kulturbegreb indebærer, at man vil søge at finde noget, man kan fastslå som for eksempel det særlige filippinske og det særlige danske. At alle i en nationalkultur deler værdier, regler, normer, samt kan forklare folks handlinger fra fra deres kulturbaggrund. Den del af begrebet kommer man til at have rigtig meget med i sine overvejelser omkring den filippinske måde at håndtere "pædagogisk" arbejde på.
Derudover bliver det komplekse kulturbegreb også brugt i arbejdet med en filippinsk institution. Kultur, forstået som noget man gør, frem for noget man har, som en dynamisk proces, der opstår mellem mennesker. Det er altid i forandring og dermed kan handlinger ikke alene begrundes i personens kulturelle baggrund, da en lang række andre faktorer spiller ind, som eksempel alder, uddannelse og køn.
Jeg er blevet mere bevidst om disse begreber for den kultur man møder. Mine kompetencer og den pædagogiske faglighed er ikke vokset så meget, dog er jeg vokset ekstremt på det personlige.
På hvilken måde vil du være anderledes hvis du ikke har været i udlandspraktik? – På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? – hvorledes reagerer du i fremmede forhold – Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig.
På nuværende tidspunkt synes jeg det er svært at sige, på hvilken måde jeg vil være anderledes. For jeg ved ikke om jeg vil det? Jeg tror jeg vil tænke over nogle situationer fra Filippinerne og tage dem med hjem, når jeg skal ud i praksis og være pædagog. Hvis jeg møder en fremmed kultur, har jeg nok også en god grundforståelse for, hvad man kan møde som pædagog af udfordringer, problemer og dilemmaer. På dette er jeg blevet rigere. Og så skal man selvfølgelig huske sine kulturbegreber... At vi handler forskelligt, har forskellige normer og værdier og ligge sine fordomme fra sig, for relationerne skal nok komme med en smule tålmodighed og overbevisning, selvom en mulige sprogbarriere kan være en udfordring. Hvis jeg ikke havde været i udlandspraktik, ville denne type grundforståelse nok ikke have gjort mig klogere i mødet med en fremmed kultur.
Opholdet på Filippinerne har påvirket mig utrolig meget. Men klart mere personligt end fagligt, som tingene ser ude lige nu. Er dog sikker på der kommer mere mening med tiden og at jeg besidder en masse redskaber og kompetencer, som jeg sikkert ikke kan se lige nu. Alle reagere anderledes i fremmede forhold og har sine fordomme overfor den kultur man møder. Jeg havde dem også i begyndelsen og kunne ikke se nogle form for "omsorg" på mit praktiksted, fordi jeg ikke kendte nok til deres kultur. Og det har selvfølgelig ændret mit menneskesyn, på den måde at "relax, take it easy" - "Hakuna matata" haha, det hele skal nok komme ;).
Mennesker tager forskellige beslutninger, har deres rettigheder til det og mit menneskesyn har ikke ændret sig, i forhold til min opfattelse af filippinere. I enhver helhedsopfattelse er menneskesyn et grundlæggende element. I den græske filosofi og kristendommen var det fornuft, som var afgørende i mennesket. Senere blev det viljen - som forstået som viljen til liv eller til magt og denne fremhæves af Nietzsche og Freud, der fremhæver instinkt og drift som noget grundlæggende i mennesket og fornuften som noget svagt. Eller det kommunikative menneskesyn fra Habermass, hvor mennesket er et rationelt væsen, der er kendetegnet ved kommunikativ fornuft. Her består samvær af kommunikation. Det bedste argument er det, der kan opnås og kan handle.
Menneskesyn i mine øjne er holdninger, der fører til viden og adfærd. At inklusion giver ny faglighed, både pædagogisk og didaktisk. At vores syn på og opfattelse af mennesker omkring os, udspringer i opvækst, kulturel og politisk påvirkning - alle de faktorer, der er med til at forme os som menneske og af betydning for for vores syn på os selv og andre. I mit arbejde på Filippinerne er det især mellemmenneskelige relationer jeg har forholdt mig til i praktikken, i forhold til mit menneskesyn. Min menneskesyn bygger på ligevædighed. Alle har ret til at tage beslutninger for og værdisætte eget liv, at vise repsekt for personens følelser, tanker og ideer.
Det mest lærige i forhold til at kvalificere mine kompetencer som pædagog, har været den forskellige opfattelse af omsorgsbegrebet. Hvordan man yder omsorg i en kultur, i forhold til en anden. At den ydes forskelligt? For det gør den, men at vi ender med samme mål. At vi som individuelle mennesker er fungerende i samfundet, at vi fungere socialt, på arbejdsmarked og får støtte til at fungere i et samfund, hvad enten om det er et velfærdssamfund eller økonomisk ustabilt samfund. Jeg som pædagog lære at yde den omsorg vi kender fra Danmark, fordi jeg har nogle retningslinjer jeg skal forholde mig til. At pædagogen er til for brugeren/barnet. Derudover er det svært at se hvilke kompetencer jeg har kvalificeret mig som pædagog, da udbyttet af selve praktikken og målgruppen, ikke rigtig har givet mig opsigtsvækkende kompetencer, som jeg kan se på det givende tidspunkt, fordi der er en masse ting som spiller ind. Der er ikke en vejleder, som ånder dig i nakken og fortæller om du gør det rigtig eller forkert. På Filippinerne handler det i første omgang, at indordne sig deres kultur og så kan du komme med en smule af det danske. Derudover er der begrænset materialer og tid til at fuldfører projekter, der gør det rent økonomisk svært. Så er der igen sprogbarrieren, som at kunne forstå hinanden, kommunikationen er begrænset og dermed tager det lidt længere tid at opbygge nogle stærke relationer til børnene. Så nu sidder jeg og nævner alt det som har været udfordrende for mig, hvor jeg i virkeligheden skulle beskrive det mest lærige... Problemet er bare du vokser ikke læringsmæssig, fagligheden som pædagog har du med hjemmefra og tager en smule med hjem, men er sikker på man får mere udbytte rent fagligt, hvis man havde haft praktik i Danmark, hvor man netop har en vejleder, der kan fortælle dig hvordan, hvorfor og hvad.
Jeg vil klart anbefale 2.praktik i udlandet, i stedet for 3.praktik, da jeg synes man i sin 3.praktik skal føle, man får en hvis "finish" til at være færdiguddannet pædagog og som jeg synes, jeg ikke har fået i den praktik jeg har valgt. Men det skal siges, at sådan behøver det jo ikke være i alle praktikker og jeg kun kan se det ud fra mit eget perspektiv i forhold til mit praktiksted og valg af målgruppe.
✿
Ingen kommentarer:
Send en kommentar