Idag fik vi lov til at komme ud og besøge nogle af ungernes hjem og deres familier. Marie hentede os på Centeret og sammen med 6 af ungerne tog vi hjem til dem/afleverede dem. Vi fik set deres miljø, som de bor i og kom indenfor, hos nogle af børnenes familier. Miljøet er meget beskidt. Der lugter ikke så meget, som på andre steder på Filippinerne, i forhold til hvad det ligner, men hvis der kom en storm, var der nok ikke nogle "huse" tilbage. De bor på bjerge, skråninger, i sten, mudder og noget der er helt anderledes end hvad man er vant til i Danmark. Synes helt klart det sætter tanker igang omkring, hvad ungernes behov er på Centeret og man får en bedre fårforståelse for deres baggrund. Det rammer en rigtig hårdt selvfølgelig, at se med egne øjne, hvad de lever i, når man går ud og shopper for flere hundrede kroner og det måske ville være til flere måneders mad for dem. Heldigvis bliver der gjort en forskel for vores unger. De bliver hjulpet med mad og ungerne kan opholde sig på Centeret, få mad, lære engelsk i skolen og nogle er endda heldige at blive sponsoreret. Er rigtig glad for at have oplevet det, men samtidig rammer det også en, fordi det er ens børn. De har haft en kæmpe betydning hernede for mig og gør selvfølgelig ondt, at man kan sidde i en ejerlejlighed, når deres hjem, er på størrelse med mit badeværelse og lavet af en bunke rådne pindebrænde. De er heldigvis rigtig glade og ser smil på deres ansigter, hver og en. Der bliver gjort en forskel for dem og det er det vigtigste.
Huset til venstre, er teacher Nida's hus. Hun var meget flov over det, så vi fik ikke lov til at komme indenfor og se det. Gør lidt ondt på mig, at hun er flov over hvordan hun bor.
Nida og én af hendes dødtre
Her bor Lenchie med sin familie. Som sagt kun dette ene rum, heldigvis med gulv og sofa.
Vores lille Jacob bor i dette hus, som var et af de fineste af slagsen. Fint køkken og gulv
Her bor Princess Kate med sin bedsteforældre. Hendes egen mor er rigtig ung og tjener 1,80 pesos pr. dag. Og hendes far tager stoffer/alkoholiker. Så det er hendes bedsteforældre der tager sig af hende.
Vores charmetrold Ethan, med sin kære mor her. Som sagt er det træ plader de fleste bor i eller sten, som de selv har bygget til et hus.
Her bor lille Mioyko med 4 søskende. Utroligt at man kan bygge et hus på en skråning.
Andy med sin mor. Deres hjem var nok det værst stillede. Grunden til deres hjem ser sådan ud, er fordi de prioritere anderledes. De er glade for det de har og det kan de leve med. Andy har 6 andre søskende og er den mindste. Han ejer ikke en tandbørste og hygiejne forholdende er ringe, men Andy er heldigvis en glad dreng og hans smil det smitter på mit ansigt. Andy's ældste søskende er færdig uddannet i skolen og kan gå på arbejdsmarked, og den næst ældste fik vi fortalt er snart færdig. Så de prioritere uddannelse først og det kan jeg godt se mening i. Andy var dog lidt flov, tror jeg, over at vi så hvordan han boede. Det gør ondt på mig, at en dreng på 6 år, er flov over for os :/
♥
Synes det utroligt at se deres hjem. De nøjes med så lidt og alligevel er de så taknemmelig. Vi ved der findes bedre ude i verden, men det gør de måske ikke på samme måde. Her på Filippinerne har man hinanden. Man er en stor familie og alle tager sig af hinanden. Efter besøget hos nogle af ungerne, kan jeg se hvor vigtigt det er, at vi som studerende holder ved, med hygiejneforholdende! For det er kun os, som gør det. Det vigtigt at de får et bad hver morgen med sæbe, for de fleste har dårlig nok vand. Det vigtigt de bliver tjekket for lus og det er især vigtigt, at de får børstet deres tænder. De fleste af ungerne har rådne tænder, af dem som de har tilbage. Så ja skaden er selvfølgelig allerede sket, fordi de ikke ejer en tandbørste derhjemme og det måske er billigere at give barnet et stykke slik til morgenmad eller kage og fordi det gør dem glad.
Hvis jeg var millionær havde jeg givet alle ungerne et fantastisk hjem og lavet deres tænder, men har jeg desværre ikke, men man har vel lov til at drømme ;-) For hvis der var noget børnene havde brug for, var det en tur til tandlægen (som vi desværre ikke havde råd til at give alle børnene og derfor ikke synes det var helt fair), men håber på at nogle andre måske kan hjælpe.
Det har helt klart givet mig en bedre forståelse for hvad disse kære børn går igennem hver dag, hvad de venter på at komme hjem til, hvad de har og det er de glad for. Der skal så lidt til, at sætte en dansker i ubalance på humøret. Vinter depression og ingen penge til lige præcis det man ønsker. Filippinere er glade for hvad de har og jeg fornemmer at det er lige præcis nok, så længe de har hinanden. Det kunne vi godt lære lidt af derhjemme.
Vær' glad for det du har!
Der var engang en klog mand, som fortalte mig, at
"så længe du sund og rask, så er alting godt og så er der ikke noget at være trist over".
♥
<3
SvarSlet